tirsdag den 1. maj 2012

Amerikansk gulerodskage!

Jeg havde i dag en ekstra fridag fra praktikken og den skulle bruges til at bage en kage til mit praktiksted. Jeg valgte at afprøve en ny opskrift fra en af mine bøger, og valget faldt på en amerikansk gulerodskage. Jeg er ikke selv så tosset med rosiner i kage, så min er bagt uden :)


Amerikansk gulerodskage
1 bradepande (ca. 22 x 34 cm) eller 2 kageforme a 1 liter

375 g revne gulerødder
4 æg
300 g mørk farin eller muscovadosukker
1 vaniljestang
2 dl vindruekerne- eller majsolie
275 g mel
2 tsk bagepulver
1 tsk natron
2 tsk kanel
½ tsk fint salt
1 håndfuld rosiner
1 håndfuld valnødder

1. Skræl gulerødderne og riv dem fint - evt. på rivepladen på foodprocessor. Tryk væde af dem, hvis de er saftige.

2. Slå æggene ud i røreskålen. Tilsæt mørk farin/muscovadosukker og kornene fra vaniljestangen. Pisk blandingen lys og luftig. Tilsæt olien og bland. Sigt mel, bagepulver, natron, kanel og salt over blandingen og rør det i. Vend de revne gulerødder i og tilsæt rosiner og letknuste valnødder.

3. Bag en bradepandekage lidt under midten af ovnen og formkager på næstnederste rille ved 180°C i 40-55 min., eller til der ikke hænger dej ved et trægrilspyd. Tag kagen ud og lad den køle af i bradepanden. Formkager vendes ud på rist.

4. Bradepandekagen glaseres traditionelt med en flødeostecreme. Smør ostecremen på kagen, når denne er helt kold, og dekorerer overfladen ved at trække striber eller toppe med gaffel.


Flødeostecreme

200 g flødeost
125 g blødt smør
250 g flormelis
½-1 vaniljestand eller 1 tsk ægte vaniljesukker

Bland flødeost, smør og flormelis samt kornene fra vaniljestangen eller vaniljesukkeret. Pisk det, til det bliver luftigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar